Får du en smule dårlig samvittighed her om sommeren over alt det sukker, der ryger indenbords, når du og/eller dine børn spiser is i sommervarmen?
Så glæd dig nu, for her får du opskriften på is, som du og/eller ungerne kan spise dagligt med rigtig god samvittighed. De er nemlig helt uden tilsat sukker, og så er de fyldt med sunde vitaminer samt alt muligt andet godt fra naturen, som findes i de sunde frugter. Hvis du tilmed laver dem økologiske, så er det da bare lige prikken over i´et. De koster omkring 5-10 kroner pr is, hvis du laver dem økologiske - måske billigere, hvis du er god til/heldig at finde de bedste tilbud - og det er faktisk pænt store is på godt 120 ml + smagsprøve under tilberedningen. ;-)
Bananerne skal være godt modne, så de er søde i smagen.
200 g appelsinsaft, friskpresset (du kan også vælge at skære fileterne ud og få mere frugtkød med) - ca. 2 stk. 200 g bananer, skrællede - ca. 2 store eller 3 små
Blendes, hældes i frys-selv-is-forme og sættes i fryseren til dagen efter.
Er du så heldig at have fået fat i nogle af de store frys-selv-isforme - som dem jeg var så heldig at finde i Bilka for et par uger siden, så kan du lave 3 store, lækre is af ovenstående opskrift... Men så er der heldigvis stadig plads til at fylde den anden halvdel af formen med en anden lækker variant som f.eks. denne:
180 g kiwi, skrællede - ca. 3 stk. 200 g bananer, skrællede - ca. 2 store eller 3 små
Blendes, hældes i frys-selv-is-forme og sættes i fryseren til dagen efter.
Husk at smage på blandingen, inden du hælder den i is-formene, så du evt. kan justere smagen med mere sødt (banan) eller syrligt (appelsin/kiwi) lige efter dine egne smagsløgs største velbehag.
Har du en meget sød tand, så prøv denne variant:
200 g ananas, skrællet - ca. en halv (du kan også bruge ananas-juice) 200 g banan, skrællede - ca. 2 store eller 3 små
Blendes, hældes i frys-selv-is-forme og sættes i fryseren til dagen efter.
Tip: Alle disse varianter smager også fantastisk som smoothies - tilsæt da en god håndfuld isterninger og blend en gang til.
Slurp, det kan nemlig godt være rigtig lækkert at vælge det sunde alternativ. :-) |