3 dl kikærtemel (200 g) ½ tsk bagepulver ¾ tsk urtesalt (eller alm. salt) 1 tsk karry ½ tsk knust spidskommen ½ tsk stødt korriander 3 dl vand ½ citron (saften) 1 fed hvidløg (pillet) 1 tomat 1 løg (gerne rødløg) 1 dl frosne majs
Tomaten skylles og løget pilles - og så hakkes de begge to i grove stykker. Hvidløg rives fint og citronen presses.
Find en stegepande/pandekagepande med slip-let-belægning frem, og tænd for middel varme på komfuret (mindre varme, end når du bager traditionelle pandekager).
Bland alle ingredienserne i den ovenfor nævnte rækkefølge - først de tørre ingredienser, så vandet samt citronsaften og til sidst vendes grøntsagerne i.
Bag 3 eller 4 tykke pandekager i mindst 5 minutter på hver side (derfor den lavere temperatur, så de ikke brænder på). Mit keramiske komfur går op til 9, og jeg skruer op på 5, men der kan være stor forskel på, hvor meget et komfur varmer ved “middel”, så hold øje og juster varmen efter behov.
Tip 1: Brug evt. en suppeske til at øse over på panden med. Min suppeske passer lige med 4 pandekager ud af denne portion, hvis jeg tager en fyldt skefuld på panden hver gang.
Tip 2: Hvis du kun laver 3 store pandekager, så brug evt. et grydelåg til at glide pandekagen over på, og vend derefter pandekagen over på panden med den ubagte side ned mod panden i et “snuptag”, når den skal vendes. På denne måde undgår du at pandekagen knækker, når du vender den. (Laver du 4 pandekager af denne portion, kan du formentlig godt vende dem med en palet, uden at de knækker.)
Serveringstip: Du kan både bruge de her kikærtepandekager som fyld i burger/sandwich/pitabrød - eller sammen med salat/råkost - eller bare som en lækker snack med et glas dejlig koldt vand til.
De er helt fantastisk lækre. :-) |