Vanens magt!
Uh, det skulle vist skrives VANENS MAGT!
Ladningen på de to ord er formidabel – risler det køligt ned ad ryggen?
Jo, fordi det at bryde en vane uafvendeligt hænger sammen med en for de fleste uendelig række af forsæt – også kaldet løfter – krav – formaninger – påbud – advarsler – til os selv/måske andre – om at gøre dette eller hint fra nu af og i al fremtid!
 Jeg kan ”høre” det skæve smil dukke op i min læsers mundvige!
Den danske åndsforsker, Martinus, skriver så enkelt, at vi bygger evner op i vore talentkerner ved først at nærme os en bestemt adfærd i A-stadiet. I A-stadiet udforsker og afprøver vi evnen. I B-stadiet øver vi os/træner ihærdigt – måske i mange på hinanden følgende liv. Og endelig i C-stadiet er vi blevet rigtig dygtige til den pågældende adfærd og udøver den automatisk. Det kan dreje sig om alt fra at bygge et kredsløb i en varmblodig dyrekrop til at mestre Beethovens 7. symfoni. Og mere jordnære evner, som evnen til at køre bil eller holde balancen på en cykel, huske faster Olgas fødselsdag eller holde orden i køkkenskabene. Niveauerne er forskellige – princippet det samme.
Nu vil nogen nok mene, at der er forskel på en evne og en vane! Måske. Vi bruger i hvert fald generelt ordet ”evne” om noget, som vi mener kræver et ganske særligt talent eller – for de fleste – ganske skrækkelig megen øvelse og ikke mindst vedholdenhed.
Samtidig ved vi godt, at det sker, at der pludselig viser sig en stjerne på himlen, en person, som bare lige går hen og gør dét, som forekommer de fleste andre at være uopnåeligt – det gør han eller hun med venstre hånd, nærmest legende (uforståeligt) let. Men intet kommer af intet – ej heller evner. Hvad man bare ikke sådan lige kan se, er dét, som vi måtte have bedrevet i liv før dette. Øvelsesliv – hvor resultatet er dét, vi her ser som medfødte evner og talenter.
Vanen derimod opfatter vi som noget helt andet. Vaner er mere ”det daglige”. Vaner opfattes som regel som gode eller dårlige eller bare vaner. En hjerneforsker anskueliggjorde det en gang med dette billede: vane opstår, når det neurale netværk er blevet aktiveret på samme måde, i de samme mønstre, tilstrækkelig mange gange.
 Forestil dig en græsmark som billede på synapserne i din hjerne. Hvis græsset er højt, og du går gennem græsset én gang, vil du næppe bagefter kunne se, at der har gået nogen. Går du den samme rute gennem græsset ti gange, vil du med sikkerhed kunne se et svagt spor. Og går du ruten 100 gange, vil et spor, en sti være tydelig.
Sådan er det også med sporene i vores hjerne … eller skal vi hellere sige i vores bevidsthed!?
Faktisk ved jeg ikke, om dette foregår i hjernen eller i bevidstheden. Og det er heller ikke vigtigt for denne historie. Det interessante er, at der ikke er forskel i princippet bag ved en evne og en vane, selv om vi oftest definerer vanen som noget, vi nemmere kan beslutte os for at ændre.
Tror vi da!
Det viser sig nemlig, at det ofte er lige så svært at lave om på en vane, som det er at lære at spille klaver – eller måske endnu sværere!
Forleden begyndte jeg på Jonathan Safran Foer’s nyligt udkomne bog ”Om at spise dyr”.
I et af de første afsnit skriver han: Jeg har ikke tal på det antal gange, jeg er blevet vegetar!
En finurlig og meget ærlig beskrivelse af virkeligheden for de fleste mennesker, som på et tidspunkt har begyndt bevægelsen mod at leve uden døde dyr på tallerkenen. Og som jeg ser det – et meget vigtigt udsagn!
For det er de færreste, som i dette liv har en tilbundsgående øvelse i/talent for at leve af planter. Og derfor kan man ikke forlange af sig selv eller af andre, at de skal foretage skiftet fra den ene dag til den anden. Det kræver mere end simpel beslutning, hvis man skal opnå et sandt talent for det. Det kræver øvelse! Det kræver nye vaner! Nye græsspor!
Nye vaner er det samme som afgang af gamle vaner – og deres magt!
Hvori består den magt? Jo, den gamle vane føles rigtig – den er kendt – og derfor tryg!
Min pointe er: Gør det langsomt og vær blid mod dig selv, når du opdager, at du ind imellem går to skridt frem og ét tilbage! Eller måske omvendt: ét skridt frem og to tilbage!
 Når jeg kigger tilbage på min egen vej fra altspisende i min barndom til veganer/raw-food’er i dag, må jeg sande, at jeg tog tilløb til de forskellige skift ad mange omgange – akkurat som Foer beskriver sin vej. Ja, faktisk øvede jeg mig fra det øjeblik, jeg kom ind i min familie som spæd. Men det vidste jeg selvfølgelig ikke dengang, og det er en helt anden historie.
Det vigtige er – som voksent resonerende individ – at vide, hvor man gerne vil hen, evt. hvorfor og holde retningen. Så skal man nok nå frem før eller siden.
Halvvejs gennem ”Om at spise dyr” kan jeg roligt anbefale den som bonus-gave til årets konfirmander.
Giv den ikke til din svigermor, medmindre hun allerede er vegetar eller har ytret ønske om at blive det.
Er man på vej ud af sine forældede kostvaner, er bogen imidlertid et scoop. Man skal være enten følelseskold, mindre begavet eller totalt i sine vaners vold for at blive ved med at spise dyr, når man har læst den. Ja, jeg vil næsten tro, det er umuligt at nyde en kylling efter at være præsenteret for historien om en moderne slagtekyllings vej fra genmanipuleret foster til færdig bid på gaflen.
 Velbekomme! – og god fornøjelse med dit nye – eller allerede godt tiltrampede – græsspor!
På Birthes hjemmeside kan du læse om, hvor du kan indøve nye vaner, holde klimakærlig ferie og spise, hvad hun beskriver som solskinsmad.
|